English Print

Kvindehold

For første gang i klubbens 50-årige historie holder vi nu et solospringskursus kun for kvinder og med kvindelige instruktører.

Dette gør vi fordi kvinder kun udgør ca. 15 % af de aktive faldskærmsspringere i Danmark - og vi vil så gerne åbne flere kvinders øjne for at faldskærmssporten er for alle.

Selve teorigennemgangen og praktikken vil forløbe præcist som på et blandet hold med både mænd og kvinder. Dvs. der på sædvanlig vis er tre moduler:

Første modul finder sted onsdag den 2. august kl. 17.30-22.00. Dette er teoretisk undervisning og her er kun kvindelige instruktører tilstede.

Andet modul er lørdag den 5. august kl. 9.00 - 18.00. Dette er den praktiske del og selve springet. Det vil også her være kvindelige instruktører der forestår al undervisning. Dog vil der også være mænd på springpladsen i form af certifikatspringere, elever, tandemmastere osv. Samt ikke mindst vores dygtige pilot, der er en mand. Som en lille bonus er der mulighed for at tage flere spring søndag den 22. juli, hvor der er mulighed for at springe enten staticline-spring eller AFF-spring - igen med kvindelige instruktører, hvis det ønskes.

Tredje modul er frivilligt og foregår tirsdag den 8 august. Her ser vi video af springene, spiser lidt pizza sammen og taler om, hvordan man kan komme videre i sporten. Vi inviterer også en nyere kvindelig springer på besøg, der kan fortælle om sine oplevelser med faldskærmssporten.

Kvinder i faldskærmssporten

Kvindeholdet er et pilotprojekt og den første af sin slags i Danmark og i Dansk Faldskærms Unions historie. Tovholder på projektet er instruktør Mie Jusjong, der i 2016 repræsenterede Danmark til VM i 4-mands-formationsspring på kvindelandsholdet Valkyria. Udover at åbne flere kvinders øjne for, at faldskærmssporten er for begge køn, håber klubben også at gøre sig nogle flere erfaringer med at undervise kvindelige faldskærmselever.

Handelsbetingelser Dankort